For a better Nokia.com experience, please view the website with Microsoft Internet Explorer 9

Garanti

Denne begrænsede producentgaranti for Nokias mobiltelefoner, der sælges i EU, Island, Norge, Schweiz og Tyrkiet gælder pr. 1. april 2005.

Du kan finde flere oplysninger i Ofte stillede spørgsmål om garanti.

BEGRÆNSET PRODUCENTGARANTI

Bemærk! Denne begrænsede garanti påvirker ikke slutbrugerens juridiske (lovbestemte) rettigheder i henhold til den gældende nationale lovgivning, der relaterer til salg af forbrugsprodukter.

Nokia Corporation ("Nokia") yder denne begrænsede garanti til slutbrugere, der har købt det(de) Nokia-produkt(er), der er indeholdt i salgspakken ("Produktet").

Nokia garanterer, at Nokia eller en af Nokia autoriseret servicevirksomhed i garantiperioden inden for en kommercielt rimelig tid vil udbedre fejl i materialet, design eller udførelse uden beregning ved at reparere, eller såfremt Nokia efter eget skøn anser det for nødvendigt, erstatte Produktet i overensstemmelse med den begrænsede garanti (medmindre loven foreskriver noget andet). Denne begrænsede garanti gælder kun og er kun retskraftig i det land, hvor Produktet er købt, under forudsætning af, at Nokia havde til hensigt at sælge Produktet i det pågældende land. Hvis slutbrugeren imidlertid har købt Produktet i en af EU's medlemsstater, Island, Norge, Schweiz eller Tyrkiet, og Nokia oprindeligt havde til hensigt at sælge Produktet i et af disse lande, gælder den begrænsede garanti og er retskraftig i alle disse ovennævnte lande. Der kan forekomme begrænsninger i garantidækningen pga. landespecifikke elementer i Produkterne.

Garantiperiode

Garantiperioden begynder på det tidspunkt, hvor den første slutbruger købte Produktet. Produktet kan bestå af flere forskellige dele, og de forskellige dele kan være omfattet af forskellige garantiperioder (i det følgende kaldet "Garantiperioden"). De forskellige Garantiperioder er:

a. fireogtyve (24) måneder for mobiltelefonen og tolv (12) måneder for tilbehør (hvad enten det er inkluderet i salgspakken indeholdende mobiltelefonen eller sælges som separat produkt) for andet end de forbrugsdele og tilbehør, som er anført i (b) og (c) nedenfor,

b. seks (6) måneder for følgende forbrugsdele og tilbehør: batterier, ladere, bordholdere, headset, kabler og covers, og

c. halvfems (90) dage for de medier, der rummer softwaren, f.eks. cd-rom eller memorykort.

Såfremt slutbrugerens nationale lovgivning tillader det, udvides eller fornys Garantiperioden ikke eller påvirkes på anden måde som følge af efterfølgende videresalg, Nokia-autoriseret reparation eller ombytning af Produktet. Imidlertid er den/de reparerede dele eller erstatningsprodukt under Garantiperioden dækket af garantien i den resterende del af den oprindelige Garantiperiode eller i tres (60) dage fra reparationsdagen eller ombytningen, alt efter hvad der er længst.

Hvordan opnås garantiservice?

Såfremt slutbrugeren ønsker at reklamere i henhold til denne begrænsede garanti, returneres Produktet eller den berørte del (såfremt det ikke er hele Produktet) til en af Nokia autoriseret servicevirksomhed. Slutbrugeren kan ringe til et Nokia-callcenter (nationale eller tillægstakster kan gælde) for yderligere oplysninger om retningslinjerne for reklamationer. Oplysninger om servicevirksomheder autoriseret af Nokia samt callcentre findes i salgspakken eller på eventuelle lokale Nokia-websider.

Slutbrugeren skal ved reklamation i henhold til denne begrænsede garanti underrette Nokia eller en af Nokia autoriseret servicevirksomhed om den påståede fejl inden for en rimelig tid efter at slutbrugeren er blevet opmærksom på fejlen ved Produktet og under alle omstændigheder inden udløbet af Garantiperioden.

Slutbrugeren skal ved reklamation i henhold til denne begrænsede garanti fremvise: a) Produktet (eller den berørte del) og b) det originale købsbevis, som tydeligt angiver sælgers navn og adresse, dato og sted for købet, produkttype og IMEI- eller andet serienummer.

Hvad er ikke dækket?

  1. Den begrænsede garanti dækker ikke brugervejledninger eller nogen tredjepartssoftware, indstillinger, indhold, data eller links, hvad enten disse er inkluderet i eller downloadet til Produktet, hvad enten disse er inkluderet under installering, samling, transport eller på et andet tidspunkt i leveringsforløbet eller på anden vis erhvervet af slutbrugeren. Nokia garanterer ikke, at al Nokia-software dækker slutbrugerens krav, kan arbejde sammen med al hardware eller software leveret af tredjemand, at driften af al software er uforstyrret eller fejlfri, eller at enhver fejl i softwaren kan rettes eller vil blive rettet.
  2. Den begrænsede garanti dækker ikke a) normal slitage (herunder men ikke begrænset til slitage på kameraobjektiver, batterier eller displays), b) fejl opstået som følge af hårdhændet behandling (herunder men ikke begrænset til fejl forårsaget af skarpe genstande, af bøjning, sammentrykning eller ved tab osv.) eller c) fejl eller skade forårsaget ved forkert anvendelse af Produktet, herunder brug i strid med de af Nokia givne betjeningsanvisninger (f.eks. som anført i brugervejledningen til Produktet) og/eller andre handlinger uden for Nokias rimelige kontrol.
  3. Den begrænsede garanti dækker ikke fejl eller påståede fejl som følge af, at Produktet er blevet benyttet sammen med eller forbundet til ethvert produkt, tilbehør, software og/eller service, der ikke er fremstillet eller leveret af Nokia eller blev brugt på anden måde end den tilsigtede anvendelse. Fejl kan forårsages af vira fra slutbrugerens eller fra tredjemands uautoriserede adgang til tjenester, andre konti, computersystemer eller netværk. Denne uautoriserede adgang kan ske via hackning, password-mining eller gennem en række andre metoder.
  4. Den begrænsede garanti dækker ikke fejl som følge af, at batteriet har været kortsluttet eller som følge af, at forseglingen af batterikappen eller batteriet er brudt eller bærer præg af at være pillet ved, eller som følge af at batteriet har været anvendt i udstyr, som det ikke er specificeret til.
  5. Den begrænsede garanti har ingen retskraft, såfremt Produktet har været åbnet, ændret eller repareret af andre end en autoriseret servicebutik, såfremt det er repareret med uautoriserede reservedele, eller såfremt produktets serienummer, tilbehørets datokode eller IMEI-nummeret er fjernet, slettet, udvisket, ændret eller på anden vis er ulæseligt. Dette afgøres udelukkende efter Nokias skøn.
  6. Den begrænsede garanti har ingen retskraft, hvis Produktet har været udsat for fugt, væske eller ekstreme termiske eller miljømæssige forhold eller hurtige ændringer i sådanne forhold, korrosion, oxydering, spildte madvarer eller væsker eller påvirkninger af kemiske produkter.

Andre vigtige meddelelser

SIM-kortet samt mobil- og/eller andet netværk eller system, hvormed Produktet fungerer, er leveret af en uafhængig tredjepartsoperatør. Derfor påtager Nokia sig ikke ansvar i henhold til denne garanti for drift, tilgængelighed, dækning, tjenester eller rækkevidde af det mobile eller andet netværk eller system. Før Nokia eller den af Nokia autoriserede servicevirksomhed kan reparere eller ombytte Produktet, kan det være nødvendigt, at operatøren skal låse en SIM-lås eller anden lås op, som måtte være blevet tilføjet for at låse Produktet til et bestemt netværk eller operatør. I sådanne tilfælde skal slutbrugeren først kontakte operatøren for at låse Produktet op.

Husk at tage sikkerhedskopier eller opbevare skriftlige optegnelser af alt vigtigt indhold og data lagret i produktet, idet indhold og data kan gå tabt ved reparation eller ombytning af Produktet. I overensstemmelse med bestemmelserne i nedennævnte afsnit "Begrænsning i Nokias ansvar" er Nokia ikke i noget tilfælde ansvarlig, det være sig udtrykkeligt eller underforstået, for nogen skader eller tab af nogen som helst art, der stammer fra tab af, skade på eller ødelæggelse af indhold eller data under reparation eller ombytning af Produktet.

Alle dele af Produktet eller andet udstyr, som Nokia har ombyttet, skal være Nokias ejendom. Såfremt Produktet viser sig ikke at være dækket i overensstemmelse med den begrænsede garantis betingelser og vilkår, forbeholder Nokia og de autoriserede servicevirksomheder sig ret til at opkræve et ekspeditionsgebyr. Ved reparation eller ombytning af Produktet har Nokia ret til at anvende produkter eller dele, som er nye, svarende til nye eller istandsatte.

Produktet kan indeholde landespecifikke elementer, herunder software. Såfremt Produktet er reeksporteret fra dets oprindelige bestemmelsesland til et andet land, kan Produktet indeholde landespecifikke elementer, som ikke anses for at være en fejl i henhold til den begrænsede garanti.

Begrænsning i Nokias ansvar

Den begrænsede garanti er slutbrugerens eneste misligholdelsesbeføjelse over for Nokia og Nokias eneste ansvar over for slutbrugeren for mangler ved Produktet. Den begrænsede garanti erstatter alle øvrige garantier og ansvarsbestemmelser, uanset om sådanne er mundtlige, skriftlige, (ikke-præceptive) lovregulerede, kontraktlige, inden for erstatningsretten eller på anden måde, herunder men ikke begrænset til, og hvor tilladt efter gældende lov, implicitte betingelser, garantier eller andre vilkår vedrørende tilfredsstillende kvalitet eller egnethed til formålet. Denne begrænsede garanti skal dog hverken udelukke eller begrænse i) nogen af slutbrugerens juridiske (lovregulerede) rettigheder i henhold til gældende national lovgivning eller ii) nogen af slutbrugerens rettigheder over for sælgeren af Produktet.

II det omfang, det er tilladt ifølge gældende lov(e), påtager Nokia sig intet ansvar for tab af, skade på eller ødelæggelse af data, for noget tab af fortjeneste, tab af produktets anvendelsesmulighed eller funktionalitet, tab af forretninger, tab af kontrakter, tab af indtægt eller tab af forventede besparelser, øgede omkostninger eller udgifter eller for noget indirekte tab eller skader, driftstab eller følgeskader eller specielle dokumenterede tab eller skader.

I det omfang, det er tilladt i henhold til gældende lovgivning, er Nokias ansvar begrænset til Produktets købsværdi. De ovennævnte begrænsninger gælder ikke ved grov uagtsomhed eller forsætlig uredelig opførsel fra Nokias side eller i tilfælde af død eller personskade som følge af Nokias dokumenterede uagtsomhed.

Bemærk! Produktet er et stykke avanceret elektronisk udstyr. Nokia opfordrer stærkt slutbrugeren til at sætte sig ind i brugervejledningen og anvisningerne, der følger med til Produktet. Bemærk også, at Produktet kan indeholde højopløselige displays, kameraobjektiver og andre sådanne dele, der kan få ridser eller på anden måde beskadiges, såfremt de ikke håndteres meget forsigtigt.

Nokia Corporation

Keilalahdentie 2-4

FIN-02150 Espoo

Finland